Ved vejs ende ligger der en grube..

21. september 2009

I torsdags fik vi gravet profilgrøften færdig, og helt ud i enden kom der selvfølgelig en grube, altså en lidt større nedgravning. Det er lidt ærgeligt, at gruben ligger sådan, at det maksimalt kun er en 1/4 af den, der er synlig i fladen. Den tegner sig som en næsten helt sort plet i det fine hvide sand i profilgrøftens bund. Den er så overlejret af næsten 2 m muld og 1 m opfyldsjord. Det bliver spændende at undersøge om den indeholder fund, men den kan desværre nok ikke udgraves i sin fulde udstrækning. Jordprofilet skal også først tegnes og registreres inden vi kan komme til at “pille” i den. På fotoet nedenfor kan man se den sorte grube bag ved Uffe ser er igang med at studere lagfølgen.

Grube

Ellers kom der ikke rigtig nogle fund på de sidste meter af grøften, bortset fra endnu flere egestammer. Det er dog også rigtig godt at finde så mange af dem.  Det er usædvanligt at finde så mange træstammer fra egetræerpå en lokalitet, der er så gamle som dem vi finder. Vi kender selvfølgelig endnu ikke der alder men vi regner umiddelbart med at det er egetræer der er døde og efterfølgende væltet i forbindelse med en af havstigningerne for 5500-7000 år siden. 

Stammerne udgør en slags vidensbank, der er vigtig for forbedring af den såkaldte dateringsgrundkurve indenfor dendrokronologi. Dendrokronologi kaldes også årringsdatering, og på siden Dendrokronologi kan man læse mere om denne metode.

Fredagen gik med at Uffe og jeg rensede profil af til fotografering. Vi havde også besøg af Christian Adamsen fra Skalk, der jo er et historisk og arkæologisk tidsskrift men som også har et dendrokronolgisk laboratorium. Han var forøvrigt også forbi i tirsdags i denne uge. Han var der for at save prøver ud af stammerne til dendrodatering. Arbejdet med at save prøverne ud er hårdt arbejde, for de fleste stammer er meget godt bevaret. Alt i alt blev det en lidt hektisk dag men heldigvis var vejret jo forrygende.


Der bliver arbejdet med jordprofil.

17. september 2009

De sidste par dage er gået med at studere og registrere de første 20-22 m af det jordprofil som vi har arbejdet med at grave frem i sidste uge. Efter at vi har renset overfladen af profilet af med graveske, ridser vi de væsentligste lag ind og tolker deres dannelse.

Det er et vigtigt arbejde og væsentligt for forståelsen af områdets udvikling fra slutningen af istiden og frem til i dag. Efter istiden har området sikkert været en sø men det er svært at afgører i profilet for nede i de lag, dvs. i bunden af jordprofilet, kommer der rigtig meget vand. På et tidspunkt er der så tørt at tørvedannelsen starter. Det er den naturlige udvikling for en sø uden tilløb af vand. På et tidspunkt bliver søen fyldt så meget op af organisk materiale af den går fra at være en sø (åbent vand) til at være en mose (fugtig jordbund). På et senere tidspunkt stopper denne tørvedannelse ved at havet stiger og området med Årslev Engsø, Brabrandsøen og ådalen ved Århus bliver omdannet til en dyb fjord. Helt præcis hvornår dette finder sted i det bassin Gåsemosen dannes i, ved vi ikke. Det er noget af det vi håber, at finde ud af ved at studere jordprofilet og udtage prøver til pollenanalyse (der dog er en ret langvarig proces, så resultatet kommer først meget senere). På nedenstående foto er registreringen af jordprofilet i fuld gang.

JordprofilVi har fået bestemt de knogler der blev fundet i sidste uge. Dem der blev fundet i tirsdags var fra to helt små lam, mens hundeknoglerne rigtig nok var hundeknogler. Nogle var fra en hvalp, andre fra en udvokset hund. Blandt hundeknoglerne var der dog også en knogle fra et får.