Nu er udgravningen startet.

10. september 2009

Efter en lidt rullende start med opstilling af skurvogn og hegn m.m. om mandagen, gik det for alvor løs fra tirsdag morgen, dog først efter at en del vand var pumpet væk. 

Vi er igang med at grave en profilgrøft fra udgravningfeltets nordøstligste hjørne. Vi er startet der, fordi vi formoder, at dette hjørne bliver den dybeste del af udgravningen. Ret hurtigt stødte vi på en stor egestamme der ligger med længderetningen nord-syd, altså samme vej som profilgrøften. Ved prøvegravningen fandt vi også mange egestammer, så det er ikke nogen overraskelse at vi har fundet endnu en. Men dengang var det svært at afgøre om stammerne lå i tørvelaget, altså i moselagene opstået efter at havet har trukket sig tilbage, eller om de lå i de marine aflejringer. Den stamme vi har fundet nu, ligger helt tydeligt indlejret i de marineaflejringer. På nedenstående foto, der er taget i dag, kan man se stammen i fuld længde, liggende i de marineaflejringer.

Egestamme

Allerede tirsdag blev der dog også gjort fund som måske er ofringer. I tørven blev der nemlig fundet to koncentrationer af knogler i noget der kunne ligne forhistoriske tørvegrave. Disse tørvegrave var dog meget vanskelige at udskille i tørven, bl.a. fordi der ovenpå tørven på dette sted jo har været næsten 3 m opfyldsjord der har trykket tørven sammen. Vi ved endnu ikke hvilke slags dyr knoglerne stammer fra men der er mindst to indnivider repræsenteret da der er tre skulderblade. For os almindelige arkæologer ligner knoglerne noget fra et lam eller rådyr. Vi vil dog hurtigt få et sikkert svar på hvilke slags dyr knoglerne stammer fra, når vi får museets knogleekspert Jacob Kvaiborg til at bestemme dem.  På nedestående foto kan man se den ene af knoglekoncentrationerne i tørven.

Knoglekoncentration

Reklamer